onsdag den 11. februar 2009

Dengang sneen fik sin farve

Den gang at alle i verden fik sin farve, kom sneen stille dalene ned. Men den havde ikke fået sin farve endnu.
Åh, tænkte sneen. Så fine de alle ser ud i deres farvepragt – bare jeg blev lige så skøn, at se på. Sneen kiggede sig omkring og fik så øje på de dybt røde roser, som stod og nejede med deres smukke hoveder.
Sikken en smuk rød farve, kunne jeg ikke få lidt rødt af jer? spurte sneen roserne. Roserne knejsede og nikkede blidt i vinden. Nej, sagde de med fine stemmer. Det går vist ikke, hvis vi skal blive ved at være så skønne og røde, så kan vi ikke dele ud af vores farve. Roserne svajede og så den anden vej.
Sneen fik nu øje på alt det grønne. Det var grønt så langt øjede rakte, på blade, på buske og træer. Og de grønne bakker strakte sig vidt i landskabet. Sneen tænkte at når der var så meget grønt, så kunne de da godt undvære lidt.
Næ, nej, sagde græsset og bladene, vi kan sandelig intet undværer. Vi skal være alle steder og har brug for alt det grønne farve selv, det kan du nok forstå.
Sneen så nu op i den klare blå himmel, men nej, himlen ville heller ikke give lidt blå farve. For tænk dig, den delte allerede med alle verdens have – så den havde rigeligt at se til.
Sneen fik nu øje på den store gule sol, og spurte om den ville give lidt farve. Men solen, den hverken så eller hørte sneen, den havde så travlt med at skinne ud over verden – og den var så langt væk, så sneens stille stemme kunne slet ikke høres.
Sneen havde næsten opgivet at få sin egen farve, da den hørte en lille spinkel stemme sige:
Du må da godt få noget af vores farve.
Sneen så sig omkring – hvem var det der talte? Så endelig fik den øje på de små vintergækker som stod dybt nede i sneen. Du kan da få lidt farve af os, gentog de.
Sneen blev jublende glad og den blev snart helt hvid og skøn at se på.
Til gengæld lovede sneen altid at passe godt på vintergækken, og den altid ville dække vintergækken helt forsigtigt til med sin smukke hvide kappe.
Og vintergækkerne, jo, hvis du kigger godt efter så kan du se, at de mangler en lille bitte smule hvidt, og der er vintergækken nu grøn, for det er den farve som vintergækken gav til sneen.
Se nu ved du også, hvorfra sneen fik sin farve.

6 kommentarer:

Anne sagde ...

tak for dit indlæg...dejligt at læse om hvorfor sneen (heldigvis) er hvid :-)

Helle : sagde ...

Tak for dit søde indlæg ;-) har taget en kopi, håber det er ok.

Karen-Ditte sagde ...

Snup bare en kopi, Helle. Denne lille historie findes i mange genfortællinger men er lige sød hver gang.

Dorthe sagde ...

sikken en dejlig historie,godt at vide hvor alting stammer fra.

Lavendel sagde ...

Nej hvor er den sød - jeg nupper den også Lavendel

Lona sagde ...

skøn historie!
Lona