mandag den 26. september 2011

Fantastiske Fanø, herlig strikkedage i september

 Lisbeth og jeg tog endnu engang turen til Fanø. Vi var glade og forventningsfulde, men efterhånden også erfarne rotter udi strikkefestivaler. Så i år var der kun ganske lidt fast planlagt, resten skulle være ose, glo, grine, nyde, glane, rode, købe, svælge, dase, guffe, hvile og så naturligvis STRIKKE en hel del sammen med hinanden, strikkeveninderne OG alle dem som man har set før, har hilst på før, har strikket sammen med før og måske kender en lille smugle. Og vi nåede det hele i rigelige mængder
 Foredrag med DUODU fra Norge. Smukt design og en utrolig stor kreativitet.
 En stuvende fyldt sportshal med ventende strikkedamer...

Sæler i havnen i Nordby
 Dejlig kursus med Pernille om INKA strik - inspirende og herlig god tid da kurset varede hele dagen
 Der strikkes strikkeprøver.
 Farver og mønstre afstemmes.
 FEST og det skønneste mad, dejlig musik og en vældig morsom og fin introduktion til FANØ kvindens fest- og arbejdsdragt fra dengang, hvor mænd ikke var hjemme og kvinderne ordnede resten.

 Solen skinnede i 3 dage, vinden var svag ( hvilket jo er sjældent på Fanø) og alle mødtes for at sidde og snakke og strikke sammen. Her er det ved teltene ved Forsamlingshuset i Sønderho.

...og her sidder Lisbeth og slider med to tråde, inkamønster og kaffekoppen. Tak for herligt rejseselskab, jeg er klar til næste Strikkefestival, håber at vi kan følges.

torsdag den 22. september 2011

Juhuu strikkefestival på Fanø - ses vi?

Færgen til Fanø

Nordby


I morgen går turen endnu engang til Fanø. Denne gang har jeg ikke meldt mig til så meget. Klog af skade. Jeg skal kun til en enkelt workshop om lørdagen, ellers så skal jeg bare nyde hele myldret af mennesker, garn og få masser af inspiration med hjem til resten af vinteren.

Jeg følges med Lisbeth, hendes A4 vil mægtig gerne suse os til den lille ø. Vi samler lige Dorthe op undervejs, og så er det jo spændende om vi skal holde i en timelang kø i Esbjerg havn, eller om begge de små færger faktisk sejler i år.

Jeg glæder mig til at gense alle mine strikke venner, måske skal du også afsted? Jeg håber vi ses :)



fredag den 16. september 2011

Poncho bliver vist årets dille


På arbejdet er flere kollegaer blevet glade for den lille poncho med blondekanten som jeg viste for et par indlæg siden. Mange har købt opskriften og strikker den selv og jeg så har strikket et par stykker. Men mine "bordkollega" havde særlige ønsker, og derfor skal hun have denne lille poncho med den klassiske zig-zag-kant. Jeg har tvistet kanten og hals med et par vrang-riller og lys kontrast i bunden. Jeg tror nu ikke jeg laver opskrift på denne. Du er velkommen til at kopiere fra billederne og digte en lille vinterherlig poncho ud derfra.
 Billederne er taget med solen i lige øjenene.
 Der er brugt ca. 200 g. højlandsuld - så det er en dejlig letvægter som luner
Bort: Vrangriller med glat bunden

Den er blevet rigtig fin, nu håber jeg at den ligne det som min kollega ønsker sig. Hvis ikke kan jeg nok få den afsat til anden side.